Kasmosevej

Se på Krak, hvor Kasmosevej ligger. Tryk her!

Kasmosevej fører fra Stutterivej til Kasmoseskov,

Ifølge et geodætisk kort fra 1980 ligger Kasmose i området mellem Kasmoseskov og Nyskov

I en bog, vi har på Strib – Røjleskov Lokalarkiv, “Odense Amts bebyggelsesnavne fra 1969”, er der med hensyn til navnet i hvert fald to teorier:

Den ene er at Kasmose ikke har noget med en mose at gøre, men er et navn, nemlig Casmo, og så kunne det hedde Casmos mark eller Casmos skov eller Casmos lund. Men hvem var Casmo?? Han er nævnt i Chr. V’s markbøger fra 1682 ”Casmos Maall”

Den anden teori tager udgangspunkt i ordet ”kasse” eller ”kasi”, som det nok har heddet på fynsk. ”Kasi” er betegnelsen for en dynge eller en hob af et eller andet, f.eks. ko-lort, så er det en kokasse eller kokase.

I daglig tale har man ikke skelnet mellem “Kasmose” og “Kassemose”

Navnet er også kendt  i et område sydvest for Bogense, der hedder Kassemose, og i et område mellem Fjeldsted og Rørup. Ligesom her på Røjlehalvøen er der i disse områder mange moser, en hob af moser eller en ”kasi moser”, altså Kasmose!!!

En tredje teori, der er fremsat, er, at det var et område, hvor man stak tørv. En vold af tørv hedder også en kassemåtte, og på fynsk kan det ord udvikle sig til “Kasmose”.

Det er højst sandsynligt teorien om hoben af moser, der er den rigtige. Folk på egnen fortæller, at der også tidligere har været mange moser og vandhuller i området, og ud over at være et smukt område, har det været et dejligt legeområde, især om vinteren med ski og kælke ned ad bakkerne til de tilfrosne vand- og mosehuller.