Se på Krak, hvor Cathrinebjergvej ligger. Tryk her.
I 1803 opførte Niels Julius Eibe hovedbygning og avlsbygninger på nogle parceller, som han havde købt af ejeren på Billeshave. Han kaldte godset for Cathrinebjerg, muligvis var Cathrine hans mor, og “bjerg” fordi det var det højeste punkt på egnen. Cathrinebjergvej går tæt forbi Røjlehalvøens højeste punkt på 71 meter.
Cathrinebjergvej er nok den vej i Røjleskov sogn, hvor der først blev kørt med automobil, for en senere ejer, Carl Brandt, var sognets første automobilejer, skriver Knud Madsen i bogen “Herregården Billeshave, Katrinebjerg og Stutterigården”. “I 1914 ansøgte han sognerådet om at få anvist en vej til kørsel mellem Katrinebjerg og amtsvejen. Sognerådet, som ikke holdt af dette mekaniske djævelskab, anviste den kortest mulige forbindelse.” I 1915 måtte den næste ejer, Johs. P. Jensen – Saltø, også til sognerådet for at få speciel tilladelse til at køre sin brud i bil fra brylluppet på Harridslevgård til Cathrinebjerg, så folk kunne blive advaret om, at nu kom der en bil, skriver hans to døtre i en erindringsbog.
Cathrinebjergvej er vel i dag (2015) egnens smukkeste vej med den flotte allé og dejlige udsigt.