Arkivets lokationer og åbningstid
Lokationer:
Ved årets start havde arkivet 4 tilholdssteder. På Strib Bibliotek havde vi det store arkivlokale ved siden af biblioteket og et lille loftrum / depot uden vinduer. På Aulby skole havde vi rådighed over et kælderlokale / depotrum uden vinduer, uegnet til arbejdspladser, og en gang om ugen kunne vi låne et klasselokale på skolen.
Et par måneder inde i året blev den gamle lærerbolig til Aulby skole omdannet til et aktivitetshus med lokale, som kunne bookes til møder o. lign. Det er gode lyse lokaler og der er storskærm til rådighed.
Så vi bookede det store lokale hver tirsdag fra 16 til 18 for at have offentlig åbningstid for lokalhistoriske interesserede i Aulby / Vejlby området.
I starten kom der lidt besøgende i åbningstiden, men derefter kom der meget få.
Skolen havde selv behov for kælderlokalet, og pedellen pressede meget på med spørgsmål, om vi overhovedet havde brug for det lokale. Af grunde som omtales andet steds i rapporten, valgte vi efter det første halve år, at sige lokalet fra. Vi opgav tanken om at etablere et lokalhistorisk arkiv på Aulby skole. Interessen var for lille og vi har ikke “personalekapacitet” til det arbejde, som det kræver at vedligeholde et arkiv. Kælderlokale blev ryddet onsdag den 28. september kl. 10:00 af Svend og Johannes
Men vi ville gerne bibeholde lokalet i Aktivitetshuset, som det sted, hvor man har mulighed for at aflevere det, man gerne vil have bevaret, og så opbevarer vi det i arkivet på Strib Bibliotek.
Åbningstiden:
På Strib Bibliotek har arkivet haft åbent hver mandag fra 16 til 18, og der har været et rimeligt besøgstal (mellem 50 og 70 besøgende i løbet af året).
I Aulby var besøgstallet meget lille, og ved et møde i Aulby, som omtales andet steds i rapporten, spurgte vi de deltagende, hvad de mente om behovet for åbningstid i Aulby, og her var meldingen, at det var der nok ikke behov for.
Så vi besluttede, at vi ville droppe den faste åbningstid i Aulby, men gerne holde møde eller andre arrangementer i Aktivitetshuset. Dette blev meddelt på Facebook og hjemmesiden, og i Bavnen 1, 2023 blev der skrevet om det. Der står bl.a.:
”Vi var meget opsatte på at udvide vores ”aktionsområde” med Vejlby sogn. Så vi lagde en plan for hvordan vi med forskellige aktiviteter i højere grad kunne inddrage beboerne i Vejlby og beboerne i Røjleskov i vores arbejde
Vi har holdt et større møde i Røjleskov Kulturhus og har deltaget i aktiviteter, der har haft med lokalhistorie at gøre. Vi har haft åbent på Aulby skole en gang om ugen i to timer, og vi har haft et rum til rådighed i kælderen på Aulby skole
Men vi har ikke fået indleveret mere materiale i det sidste halve år, end hvad vi godt kan have i arkivet i Strib.
Siden august 2020 har vi haft ”åbent hus” på Aulby skole hver tirsdag fra 16 til 18. Desværre har der ikke været ret mange besøgende i vores ”åbningstid” om tirsdagen. Så derfor nedlægger vi denne mulighed.
Men det betyder ikke, at vi ikke vil være aktive i Aulby, Vejlby, Røjle, Røjleskov, Staurby, Kustrup. Det vil vi meget gerne.
Men det grundlæggende problem er, at vi er for få medarbejdere i arkivet.”
Så ved årets slutning har arkivet 2 faste lokationer, nemlig arkivlokalet og det lille loftrum på Strib Bibliotek, og fast offentlig åbningstid hver mandag kl. 16 til 18 på Strib Bibliotek.
Arkivets samlinger
Vi har registreret 465 arkivfonde
3073 enkelt billeder
87 billedserier
634 film / filmklip
46 bøger
Det er en stigning på 31 arkivfonde, 102 enkelt billeder, 6 billedserie og 7 film / filmklip.
En stor del af vores samling er publiceret på www.arkiv.dk, og hvis man kan stole på statistikken i den forbindelse, har vi haft omkring 60.000 visninger; dvs. at det er sket 60.000 gange, at en arkivfond eller et billede fra vores arkiv er blevet vist til en eller anden; problemet er at denne ”en eller anden” kan være en robot !
Mange af vores filmklip (som mest er fra det hedengangne Strib Lokal TV) er lagt på YouTube, hvor vi kan se i YouTubes statistik, at der er mange, der ser dem.
Vi har i løbet af året modtaget digitalt materiale, altså materiale, der ikke er i fysisk form, men kun på computer, mest fotografier. Vi har overvejet meget, hvordan vi registrerer og opbevarer den slags materiale, men har endnu ikke fundet frem til en løsning.
Endelig er en del af de materialer, som egentlig burde være i vores arkiv, fordi de er knyttet til Vejlby Sogn, stadig placeret i Middelfart Byarkiv. Vi har arbejdet på en oversigt over hvilke materialer, det drejer sig om, og fået bekræftet af byarkivar Alexander, at det er i orden at vi flytter de lokalhistoriske materialer fra Middelfart Byarkiv til Strib / Aulby, hvis vi vurderer, at det eentydigt hører til i Vejlby Sogn. Han var sådan set selv i gang med at kigge på det i forbindelse med oprydning. Men travlhed i Byarkivet, bl.a. på grund af Byarkivarens barselsorlov fra august til november, og usikkerheden om depotrummet i kælderen på Aulby skole, har gjort, at det ikke er sket endnu.
Arkivets økonomi
Arkivets økonomi fremgår af det vedlagte regnskab. Økonomien har være udfordret af udvidelse af arkivets arbejdsområde efter fusionen af de to lokalhistoriske foreninger i 2021, af en aktiv indsamlingsstrategi, hvilket har medført et stor behov for opbevaringsmaterialer, og stigende priser på materialer, kontingenter og licenser. Derfor var det nødvendigt at optage et lån i Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening.
Møderækker
For at oplyse om det lokalhistoriske arkiv i håbet om at flere vil være interesseret i bestyrelses- og/eller arkivarbejde har der være afholdt en møderække på Strib Bibliotek og på Aulby skole.
Møderne i Strib var d. 25. oktober, og skulle have været d. 16. november, men blev udskudt på grund af min sygdom til d. 10. januar 2023. Møderne var bekendtgjort ved opslag i Brugsen og på Facebook. Det første møde var en orientering om arkivets arbejde og det andet møde var en visning af hvordan vi i arkivet formidler kendskabet til vores materialer. Der var pæn tilslutning til to møder, og flere udtrykte efter møderne interesse for arbejdet.
Møderne i Aulby var 8. sept. Og 12. sept. Oprindelig planlagt 3 møder, men interessen kunne kun bære to møder. De var til gengæld gode.
Møderne var bekendtgjort ved skriftlig henvendelse til de af foreningens medlemmer, som bor i Vejlby og Røjleskov Sogne
Ved det første møde blev der, ud over min orientering om forskellige forhold ved arkivet, snakket om at være elev på Bøgelundskolen, at være barn omkring Brogårde, om KFUK i Vejlby sogn fra 1952 til 1970, om smeden i Vejlby, om samlingen af landbrugsredskaber på Brogårde og drengehjemmet på Vejlby Munkgaard. Vi drøftede mulighederne for at lave artikler til Bavnen, om emner som smeden i Vejlby, KFUK-spejderne i Vejlby.
Vi drøftede, hvordan eventuelle arkivalier og fotos i den forbindelse skulle opbevares, og der blev nævnt forskellige muligheder, men et arkiv I Aulby var ikke nødvendigt for dem. Men det var godt at kunne mødes i Aulby.
Ved det andet møde blev der snakket meget FDF i Vejlby, og det mundede ud i opfordring til flere møder med tidligere FDF’ere i Vejlby, og i 2023 er vi i gang med et større projekt med dokumentation af FDF’s virke i Vejlby. (?) (31. oktober og 28. november)
Aulbymøderne havde lille deltagelse men høj kvalitet.
Formidling
Tirsdag d. 1. februar kl. 16 havde vi et møde, hvor vi drøftede, hvordan vi kan registrere og opbevare opslag på facebook, så de er søgbare, også for dem, der ikke er på facebook. Der er virkelig mange opslag af lokalhistorisk interesse i tre facebook grupper, som jeg følger rimelig systematisk, nemlig “Strib – perlen”, “Røjle og omegn – før og nu” og “Dengang i Strib”. Arkivet opbevarer og registrerer i almindelighed arkivalier, fotos o.lign. af lokalhistorisk interesse, så det er muligt at have overblik, kunne søge i materialet og kunne formidle til alle interesserede. Det vil vi også gerne kunne gøre med facebook opslag. Men hvordan gør man det? Der var flere administratorer af Facebook grupper med, og vi fik mange oplysninger om administratorens muligheder, men vi fandt ikke frem til en løsning på problemet med systematisk opbevaring og formidling.
Udsmykning
På loftet
Vi synes, at det kunne være godt med udstilling af lokalhistoriske motiver på de bare vægge i det pæne loftslokale, og har været i snak med Bevar Strib Bibliotek om mulighederne. Kaj Henningsen, Søren Momsen og Svend har dannet et udvalg. Svend har udarbejdet et forslag. Der har været holdt to møder samt et møde med galleriejer Nørballe, som havde flere gode ideer. Men ophængningsteknikken er et problem, og man ender muligvis med at slå små søm i. Men der er ikke truffet beslutning endnu.
Netop med henblik på udsmykning på loftet har vi søgt og fået bevilliget 2000 kr. fra Middelfart Y-mens. Der er købt nogle flytbare rammer og indrammet en række billeder Ansøgning til Torben Iversen (Genbrugsforening) om midler til rammer til billedudsmykning på 1. sal, marts 2022
Streamers
Vagn har foranstaltet opsætning af streamers med navn på forening og arkiv på vinduet ind til arkivet, to med påskriften Vejlby- Strib Lokalhistoriske Arkiv og en med påskriften Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening. Udgift ca. 690 kr. + moms
Det ville være godt, hvis man kunne udbygge et blikfang i de store panoramavinduer, eksempelvis ved en mere varieret udnyttelse af den store planchefolder og/eller et rulleprogram på en stor Tv-skærm.
Folder og visitkort
Svend har udarbejdet folder til uddeling og præsentation af Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening. Folderen laves som egen-fremstillet kopitryk. Senere kan overvejes trykkeri. Folderen trykkes til omdeling på gademarked, byvandringer og generel udlevering.
Vagn har fået fremstillet visitkort ved MV-Tryk til alle bestyrelsesmedlemmerne.
Hjemmesiden
Svend har været på kursus i opbygning af hjemmesiden, så den får et mere inspirerende udseende, men der har desværre ikke været kapacitet til at udvikle, kun lige til at ajourføre det vigtigste, men der kan da sikkert stadig værk findes fejl, som burde rettes.
Rundvisninger
I august var der to rundvisninger på Strib havn. 11. august i samarbejde med Middelfart Bymuseum og d. 18. august i Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forenings regi. 25 deltagere ved hver rundvisning og flere nye medlemmer af foreningen. Der var udarbejdet et billedkompendium
Evaluering byvandring i Strib – 4 nye medlemmer og Gade marked i Strib – 6 nye medlemmer og SLA-tur til Humlemagasinet Alle arrangementer gik godt. Ros til billedmateriale.
Historielærere fra Strib skole havde bedt om et møde med henblik på samarbejde med arkivet. Møde med 3 lærere fra Strib skole blev afholdt 26.10.22 om samarbejde. 2 8. klasse skulle lave opgaver i dansk / historie (podcast) baseret på vores QR rute. Svend lavede rundvisning med hver klasse, og elever var efterfølgende på besøg i arkivet.
Gademarked
Den 13. august var der gademarked, hvor vi som sædvanligt havde en stand. Vi havde rejst et pavilliontelt, havde laminerede fotografier i A4 eller A3 til udstilling og salg, vi solgte Bavnen, Vends og andre publikationer, og der var nogen i arkivlokalet til fremvisning og præsentation af videoer. Der blev optaget video af hele Gademarkedet. Det var en dejlig dag med rigtig mange besøgende, vi fik snakket med utrolig mange – og fik nye medlemmer.
Projekter
Sean O’Duinn
I december 2021 havde vi besøg på arkivet af en irsk historiestuderende, Oisin Coe, som ville samle materialer til en afhandling om Sean O’Duinn, som boede i Strib fra 1926 til sin død i 1953.
Vi har rigtig mange arkivalier, og Oisin affotograferede det hele, og disse affotograferinger har vi nu lagt på Arkiv.dk som kildevisninger.
Jeg har skrevet en artikel i “OmSLAget”, som er SLA’s tidsskrift for lokalhistorie interesserede i hele landet, og i vores eget lokalhistoriske tidsskrift ”Bavnen” først en artikel om Anne O’ Duinn i 2022, 2, og til februar nummeret 2023 en artikel om besøget af Oisin Coe, ”Den irske forbindelse”.
Oisin afleverede sin afhandling til september 2022, og ikke lang tid efter modtog vi et eksemplar af afhandlingen. Det er nærmest en bog med titlen: , “Seán O’Duinn and the Scandinavian Aspect of the Irish Revolution”. Den er på 100 sider, ikke helt let læst af lægmand, som har svært ved engelsk. Men ved hjælp af google oversættelse har jeg oversat hans forord med taksigelser og et sammendrag. Jeg hæfter mig meget ved hans kildeangivelser, hvor han ofte nævner A410 eller A411, som henviser til arkivalier i Vejlby-Strib Lokalhistoriske Arkiv.
Sangbogsprojektet
Ole Holm Madsen har i en årrække samlet sange fra Strib og omegn. Erik Busk har i samarbejde med Ole Holm udarbejdet manuskript til en Sangbog med disse sange. Bestyrelsen besluttede i foråret at yde den fornødne hjælp til at realisere projektet: digitalisering, opsætning, tegninger/billeder, noder samt ansøgning om fondsmidler. Projektet tænktes afsluttet med en sangaften i september.
Svend lavede et udkast til projektbeskrivelse og sammen med Johannes en liste over mulige fonde til finansiering. Vi fik rådgivning af Sabine, kommunens fondsrådgiver.
MV-Tryk havde givet et tilbud på opsætning og korrekturlæs og trykning på omkring 35.000 kr. af 200 bøger på 144 sider.
Veluxfonden bevilligede 11.000 kr. Middelfart Sparekasse 10.000 kr. og Rudbækshøj gav tilsagn om køb af 50 eksemplarer til værdi ca. 10.000 kr. Hermed manglede der finansiering på ca. 5.000 kr.
Johannes søgte Dan Bunkering om støtte men fik nej.
Vi sparede omkring 8.000 kr. ved selv at sætte bogen op og selv læse korrektur, så med mulighed for at sælge et vist antal eksemplarer af bogen, besluttede bestyrelsen at sætte trykkeprocessen i gang i februar 2023.
Niels Erhardts bog
Niels Erhardt Sørensen har lagt information ud på Facebook om Røjleskovs Historie, og det er hans mål, at der skal komme en bog ud af det, Erhardts bog om lokale gårdmandslægter i Røjleskov. Teksten er digitaliseret, Vi vil gerne medvirke i projektet og har haft møder med Niels Erhardt, men der er endnu ikke taget stilling til hvilken type bog, og hvordan er den tænkt finansieret
Oversigt over gårde i Røjleskov og Vejlby sogne
Vi har fået et par hundrede luftfotografier overdraget fra Middelfart Byarkiv. Det er materiale fra Sylvest Jensens virksomhed med luftfotografier af landbrugsejendomme og huse til Danmark set fra luften. Niels Erhart har i samarbejde med Lis Nielsen og andre lavet kommentarer til ca. 100 af fotografierne, og vil arbejde videre med resten. Vi har ikke besluttet, hvordan materialet skal videreformidles, men det skal helt sikkert på vores hjemmeside.
Samarbejdspartnere
Samrådsmøder
Samrådsmøde blev holdt d. 130622 kl. 1000 i Arkivet i Brenderup.
Der blev drøftet støtte fra Veluxfonden. Velux prioriterer storanskaffelser og tilskynder derfor til fælles indkøb. SLA tilskynder endvidere til centertankegang vedr. fællesindkøb dvs. det indkøbte udstyr placeres et fast sted frem for at cirkulere mellem foreningerne. Dette for at sikre ekspertise i anvendelsen. Mindre individuelle indkøb stadig en mulighed, men kun hvis der er penge til overs. Veluxfonden dækker herudover uddannelse. Svend forslog at vi hæver vores ambitionsniveau mht. fællesindkøb og adopterer centertankegangen. Johannes forslog at vi kunne lave fællesarrangementer/ture med de andre foreninger for at skabe kritisk masse til større arrangementer på museer mv a la vores tur til Christiansfeld. Der blev ikke truffet nogle beslutninger på mødet.
Middelfart Museum
Der har været forespørgsler om vi ville medvirke ved renovering af informationstavler ved Gl. Slot og ved torpedobunkerne Ved Norden Bro. Vi har sagt ja, men ikke hørt noget siden.
Vi har sendt fotografier til en særudstilling på Middelfart Museum. Temaet er Forandringer. Der skulle til at være fokus på både arkitektoniske, teknologiske og personlige forandringer. I den forbindelse ønskede man at inddrage hele Middelfart Kommune, og her var der behov for vores hjælp til at finde fotos af for eksempel bygninger, landområder eller andet, der har gennemgået betydelige forandringer i årenes løb. I starten kom henvendelsen fra en praktikant, men senere var det museumsmedarbejder Søren Lau, der også var på besøg i arkivet, der samlede relevante fotografier. Vi fandt en del relevante fotografier. Udstillingen løb af stablen i februar 2023.
Middelfart kommune
SAVE-projektet
Pia Quottrup Sand fra Middelfart kommunes tekniske forvaltning opfordrede arkivet til at bidrage med billeder til en planlagt revision af Middelfart Kommuneatlas – med særligt henblik på en foto- dokumentation af bevaringsværdigheden for huse i Strib. Det skulle være fotos af huse på en række navngivne veje i Strib indenfor lokalplanafgrænsningen med henblik på FBB-registrering. Arkivet har påtaget sig opgaven, som var ret omfattende. Forvaltningen bruger tit at gå ind og finde historiske fotos i fbm deres sagsbehandling, og de gange de har videreformidlet billeder til bygningsejere, er de altid begejstrede. Vi sendte fotografier af omkring 50 huse, enten fra arkivets samling eller fra det kongelige Biblioteks ”Danmark set fra luften”.
Samtidsdokumentation
Carsten Jensen laver samtidsdokumentation af Strib. Han har lavet video af forskellige bygningsmæssige ændringer i Strib og ved årets slutning er han i gang med at filme og fotografere nedgravningen af fjernvarmerør.
Årets opera ved kanonerne er optaget, og der er også lavet video fra gademarkedet.
Kurser / årsmøde, regionale møder
Johannes deltog i SLA Generalforsamling den 8. oktober.
Svend deltog d. 8. oktober og 9. oktober 2022 i årsmødet i SLA på Park hotel i Middelfart.
Svend har gennemført modul 3 i SLA’s modulkurser og er nu certificeret arkivleder
Ole Leegaard deltaget i arkibas for øvede 8. november 2022 i Glamsbjerg
Svend deltaget i hjemmesidekursus 4. november 2022 i Glamsbjerg
D. 6. april holdt SLA regionalt møde i Haderslev, Johannes, Hans, Ole og Svend deltog.
Der var SLA-uddannelser online. Vi har deltaget i flere af dem..