I sommeren 1942 og 43 holdt Kaptajn Brøndum med familie ferie på Asta Jørgensens sommerpensionat på Klintholm ved Båringvig. En aften i foråret 1944 kom gestapo for at anholde Brøndum i hjemmet i Odense. En dansker havde "stukket" ham. Fru Brøndum lukkede op, og imens flygtede Brøndum ud af en havedør over plænen og forsvandt gennem en åbning i hækken. En tysk soldat var på vej om i haven men kom få sekunder for sent han skød efter Brøndum, dog uden at ramme. Næste dag stillede Brøndum på Klintholm. Han kendte jo stedet fra tidligere år, og nu var det for ham tilpas afsides. Han fortalte hvad der var hændt, og spurgte om han måtte bo her et stykke tid. Det var han selvfølgelig velkommen til. Kort tid efter dukkede daværende Premierløjtnant Justesen op. Brøndum og han havde sammen deltaget i sabotageaktioner i Odense. I forening begyndte de nu at organisere modstandsbevægelsen på Vestfyn. Da sommeren kom og Asta Jørgensen stod for at skulle åbne sit pensionat, kunne man selvsagt ikke have dem boende længere. De flyttede til Svendstrup, til Frede og Asta Jørgensens morbror, gdr. Johannes Rasmussen, og fortsatte derfra det illegale arbejde. Ret snart fik de kontakt med familien Byskov Ovesen, og man flyttede teltpælene endnu engang, til Staurby, til Byskov Ovesens gård, der således blev hovedkvarter for modstandsbevægelsen på Vestfyn indtil tyskernes kapitulation.
    Som nævnt fik Ole Justesen til opgave at organisere modstandsbevægelsen på Vestfyn, og da han boede her den første tid, var det nærliggende, at jeg blev inddraget i det illegale arbejde. Jeg fik til opgave at oprette nogle grupper dels i Vejlby området og dels i Strib. Heromkring var det ingen problem, da jeg kendte beboerne, men i Strib kendte jeg kun få. De ene var Vagn Rehr, og ham henvendte jeg mig til, og han lovede at skaffe mandskab, folk man kunne stole på, og som var villige til at gå aktivt i for sagen. Det var småt med våben til at begynde med. Jeg havde en maskinpistol, som jeg kunne instruere grupperne i brugen af. Efter to vellykkede våbennedkastninger på Erholm gods ved Aarup kom der gang i udleveringen af våben til grupperne på Vestfyn.
    Jeg vil kort omtale disse våben nedkastninger. Efter at Ole Justesen havde modtaget kodeordet, blev en 2o - 3o mand alarmeret. Vi blev stoppet i en lastvogn, og var alle svært bevæbnet, vi vidste jo ikke om vi kunne risikere at ryge ind i tyskerne. Da vi kom til stedet, blev vejene deromkring bevogtet, og hen på natten kom maskinen. Stavlygterne blev tændt, og efter at have kredset en gang over området, kom containerne i hurtig rækkefølge, hængende i hver sin faldskærm. Vi kunne nøje følge hele forløbet på grund af fuldmåne, så det blev et uforglemmeligt syn. Men tilbage til det mere og jordnære lokale. Gruppen på Strib havde fundet ud af, at et maskinværksted fremstillede maskindele til tyskerne, samt reparerede tyske lastvogne. Vi søgte - gennem Ole Justesen - ledelsen for modstandsbevægelsen på Fyn om tilladelse til at måtte sabotere dette værksted, og da tilladelsen forelå kunne vi gå i gang. Fabrikken lå ret tæt på husholdningsskolen som var besat af den tyske værnemagt, så vi skulle gå forsigtig til værks. Det skulle ske om natten, og vi vidste der var sabotagevagt, en dansker. Efter reglementet skulle denne gå en runde om fabrikken hver time, og vi ville da pågribe ham, ved den side, der vendte bort fra husholdningsskolen. Da han efter lang tids venten udeblev, måtte vi hente ham i vagtlokalet. Han blev ført ud i passende afstand fra fabrikken, bundet og kneblet, og vi gik i gang med at anbringe sprængstoffet på de ædle maskindele, samt på motorblokken på en lastvogn andetsteds i byen, som også blev brugt til kørsel for værnemagten fik samme skæbne.
   På Stribs Nordstrand havde tyskerne anbragt en række store torpedoer som på ramper/skinner kunne trækkes til og fra vandet. Dette var lavet med henblik på, at kunne sænke allierede krigsskibe der vovede sig ind i Lillebælt. Englænderne havde forlængst fået besked om dette arrangement, men det var åbenbart uden betydning.
  Jeg har senere hørt, at skulle dette anlæg ødelægges var det blevet fra bombemaskiner.
  Forud for den tyske kapitulation, var jeg blevet instrueret om at skulle rykke til Strib med delingen til bevogtningsopgaver, med hovedkvarter på Stribgaarden som velvilligt var stillet til rådighed af dens ejer, Gårdejer Georg Jensen og frue.
   5. Maj kl. 5 om morgenen mødtes vi og samtidig kom en deling fra Middelfart som skulle bistå os. Vi blev præsenteret for daværende Premierløjtnant Ladegaard - Mikkelsen som skulle have kommandoen over styrken. Vi gik straks i gang med at bevogte indfaldsvejene til Strib, kontrollere trafikken fra og til byen, og senere på dagen kom turen til at hente værnemagerne. Disse blev kørt til en interneringslejr i Middelfart. Dertil benyttede vi en åben lastvogn - godt bemandet. Med os havde vi en politibetjent fra Middelfart. En yderst farlig situation opstod da vi skulle hente en værnemager i en villa som lå ved siden af husholdningsskolen. Tyskerne kunne åbenbart ikke lide, at de pludselig fik os så tæt ind på livet, for dem var vi jo nogle lede partisaner. De strømmede ud og gik i stilling med deres geværer. Vi andre sprang af lastvognen og gik også i stilling, og lå således over for hinanden i ca. lo minutter med fingeren på aftrækker, indtil betjenten kom med manden den skulle anholdes. Vi sprang hurtigt på lastvognen og kørte bort. Efter nogle dage blev styrken flyttet til Strib skole, der blev vi indkvarteret og forplejningen overtaget af D.K.I I løbet af en 8 dages tid, kunne vi der ønskede det, tage hjem til vores daglige dont. En del blev dog tilbage, da der stadig var bevogtningsopgaver bl.a. af et stort antal tyske flygtninge, der var indkvarteret på Strib gl. banegård, koncerthuset m.m.
   Den tyske besættelsesmagt var på vej ud af landet. Danmark var atter frit.