Kommunesammenlægning 1.4.1970-25 år
                                                               Af tidligere borgmester Herman Jensen, Middelfart
    I hele perioden fra 1962 til 1970 var kommunesammenlægningen et tilbagevendende problem, der blev forhandlet og diskuteret ved møder og ikke mindst i lokalradioen og pressen.

      Meget tidligt fornemmede vi, at det ikke ville blive noget let spørgsmål at løse. Kommunallovskommissionen besøgte os et par gange og gjorde det klart for de kommuner, det drejede sig om: Kauslunde-Gamborg, Vejlby-Strib, Fænø og Middelfart at, såfremt disse kommuner ikke selv kunne finde en løsning, ville kommissionen træffe en afgørelse. Det blev også gjort os klart, at vi havde frist til 1969, idet loven ville træde i kraft 1. april 1970.
    Altså måtte vi igang. Middelfart havde som bekendt igennem mange år savnet udvidelsesmuligheder, idet man savnede egnede arealer såvel til industri som til boligbyggeri. Kauslunde sogneråd, med dets formand Ejnar Andersen i spidsen, havde fuld forståelse for Middelfarts problemer, og på et ret tidligt tidspunkt stod det klart, at Middelfart og Kauslunde var rede til en sammenlægning. Det betød, at man allerede i årene 1967, 68 og 69 i fællesskab kunne udarbejde en dispositionsplan for de to kommuner, således at man i disse år var i stand til at planlægge kommende byggerier ikke mindst for områderne syd for Assens-vej og for områderne mellem Middelfart og Skrillinge. Denne dispositionsplan, der bl.a. omfattede idrætshal, skoler, idrætsarealer, lystbådehavn, badestrand, gymnasium samt et omfattende boligbyggeri (Ø-kvarteret), var færdig til godkendelse i 1969. Den udvikling, der er sket i dette område, har stort set fulgt denne plan. Det var af stor betydning for de to kommuner, at det var lykkedes at få skabt en fælles plan. Det gav begge kommuner mulighed for at disponere på et tidspunkt, hvor vi havde stigende konjunkturer. Kauslunde kunne erhverve jord, som siden kunne overtages af fælleskommunen, og vi kunne i fællesskab drøfte, hvor den nye idrætshal skulle ligge. Det samme gjorde sig gældende med hensyn til det gymnasium, vi vidste ville komme. Der var samarbejdsvilje og lyst til at tage fat på opgaverne.
   Det samme var desværre ikke tilfældet med Vejlby-Strib kommune. Sog-nerådsformanden, Åge Warming, der var en gæv sønderjyde med stor kærlighed og interesse for sin kommune ønskede sammen med sit sogneråd at bevare kommunen som en selvstændig kommune, og han kæmpede energisk for sin sag. Første gang vi rigtig mærkede hvor stærkt det lå ham på sinde, var da Middelfart skulle have sin vandindvindingsret fornyet. Forholdet var, at Middelfart vandværk var placeret i Staurby Skov altså i Vejlby-Strib kommune. Hidtil havde Middelfart kommune ved lov haft ret til at udvinde et vist antal kubikmeter vand på et område i skoven. Denne tilladelse var nu udløbet og skulle fornys. Til dette brug har man en særlig kommission, hvor stiftamtmanden var formand.
     Middelfart sendte sin ansøgning om fornyelse af vandindvindingsretten og ønskede retten udvidet med et vist antal kubikmeter. Middelfart fandt dette ønske rimeligt, idet byen, siden loven om Middelfarts vandindvindingsret, blev vedtaget omkring århundredeskiftet, var vokset ganske betydeligt i indbyggertal. Men her mødte vi den første egentlige modstand, idet Åge Warming meddelte på Vejlby-Strib kommunes vegne, at man ikke kunne gå med til nogen som helst forøgelse af vand-indvindingsretten. Motiveringen var, at det vand, der fandtes i Vejlby-Strib kommune, skulle forbeholdes denne.
     Efter et par ret så livlige møder blev der afsagt en kendelse, der naturligvis gav Middelfart kommune medhold, ti! stor irritation for sognerådsformanden i Vejlby-Strib kommune.
     Denne sags forløb varslede ikke godt for det videre samarbejde, og Middelfart byråd besluttede derfor at arbejde for, at Vejlby-Strib kommune også efter den nye kommunallov bevarede sin selvstændighed. Efter adskillige møder mellem de implicerede parter, enedes man om at fremsætte et forslag til kommunal-lovskommissionen gående ud på, at et areal beliggende mellem den nye bro og Middelfarts kommunegrænse blev lagt sammen med Kauslunde-Gamborg og Middelfart kommune. Den bebyggede del af Strandvejen skulle være undtaget, da det var et område som Vejlby-Strib kommune nødigt ville give slip på. Den skitserede ordning ville betyde, at Middelfart kunne få de industriarealer, som man havde så hårdt brug for. Endvidere betød det, at antallet af personer, der ville blive indlemmet i den nye Middelfart kommune, ville være såre beskedent.
     Der var fuld enighed om dette forslag fra samtlige kommuner, og man afventede i spænding, hvilken stilling kommunallovskommissionen ville tage. Ved mødet med kommissionen, der afholdtes på Hotel Staurby Skov, fremlagde kommunerne i fællesskab deres projekt, der desværre ikke faldt i god jord. Kommissionen meddelte, at man fandt, at det var en unaturlig opdeling. Efter kommissionens opfattelse burde de implicerede .kommuner være én kommune, og man agtede at indstille til indenrigsministeren, at det blev tilfældet. Nu var gode råd dyre, så hvad gjorde man nu. På Åge Warmings forslag besluttede man at rejse til København for overfor indenrigsminister Poul Sørensen selv at redegøre for kommunernes indstilling til sagen, som sagt så gjort. Det lykkedes, at få stiftamtmand Jacob Højrup med på ideen, og vi drog til hovedstaden, hvor vi fik foretræde for ministeren; men ingen af vore efter vores mening gode argumenter hjalp. Ministeren meddelte klart, at han agtede at følge kommunallovskommissionens indstilling. Hermed var sagen afgjort, og selvom alt var forsøgt for at følge Vejlby-Stribs ønske om at forblive en selvstændig kommune, stod det klart, at fra den 1. april 1970 ville de fire kommuner: Middelfart, Vejlby-Strib, Kauslunde-Gamborg og Fænø være én kommune. Nu vidste vi, hvad vi havde at rette os efter, så nu skulle der samarbejdes, således at vi kunne stå klar med et nyt byråd for den samlede kommune, når loven trådte i kraft.
     Dette samarbejde forløb på den allerbedste måde. Man enedes om at lade de tre kommuners administrationschefer om at klare de regnskabstekniske spørgsmål sammen med ekspeditionssekretær Harald Jensen, der tiltrådte for Fænø. Man enedes endvidere om, at administrationens hovedsæde skulle være Middelfarts nye rådhus, og antallet af byrådsmedlemmer i det nye byråd skulle være nitten. Også spørgsmål om fordelingen af personale fra de forskellige kommuner blev ordnet, og man enedes om, at Middelfarts hidtidige kæmner Henning Nielsen skulle være den nye kommunes første kommunaldirektør.