Middelfart Avis
                                    den 4de Juli 1862
- Forholdet mellem Godsbesidder og Fæster er, paa Grund af hele Fæstevæsenets Unaturlighed, ofte meget spændt; det forekommer os imidlertid, at heel ubetydelige Aarsager kunne give Anledning til en urimelig Bitterhed og derfor synes efterfølgende os tilstillede Artikel, hvis Rigtighed vi ingen Grund have til at betvivle, at give et Beviis:
     "Der yttres jo ved Leiligheder af Enkelte, at Fæste-gaardmændene har det ligesaa godt som Selveier-gaardmændene; hvorledes det i Virkeligheden er Tilfældet, sees af Efterstaaende:
      En Gaardmand i Stavrby paa Hindsgavls Gods forlangte i afvigte Foraar af Hofjægermester Fønss nogle Elle til Gjærdestaver, og blev det ham tilladt, at hugge et Læs, naturligviis paa det Gaarden tilliggende Gjærdselmaal, hvorpaa der hviler Ager og Engs Hartkorn, og hvoraf Fæsterne altsaa svarer sine Afgifter. Gaardmanden lod nu sin Karl gaa ud for at hugge det omtalte Læs, og da han selv en Times Tid efter kom med Vognen, saa han nok, at Karlen ikke havde bedømt det rigtigt, idet han havde hugget vel meget "men" tænkte han "nu kan det ikke blive anderledes; jeg kan jo afkortes det for Meget hugget til næste Aar"; - han kjørte nu det hjem, som ham tilladt, rigtignok 2 Gange, da det var paa den Tid i Foraaret, da Veiene i Skoven næsten var ufremkommelig; der var neppe paa begge Gange et ordentlig Læs. Han kjørte imidlertid igjen i Skoven, i den Mening at træffe Skovfogden, for da at aftale med ham, hvorledes der skulde forholdes, og han læssede nu paa Vognen, indtil Skovfogden kom med den Besked, at han havde faaet Ordre til, at der ikke maatte tages en Pind mere, derpaa spændte Gaardmanden Hestene fra, red hjem og lod Vognen staa med de paalæssede Elle, i den Tanke, at Sagen lod sig læmpe i det Gode. Men hvad skeer ? Dagen efter faaer han en Skrivelse fra Godsforvalteren, om han vilde betale 10 Rd., da han ellers skulde indstævnes for Retten. Gaardmanden syntes det var temmelig meget, da det hele Parti Elle ikke var det Halve værd; han blev imidlertid indstævnet, og Fordringen steg nu til 15 Rd. Hvilket Dommeren dag ikke fandt billigt, men idømte en Bøde af 2 Rd. Sagens Omkostninger og 1 Rd. Til Skadeserstatning, hvilket tilsammen beløb sig til 7 Rd. 2 Mk. 8 Sk.. Da han siden kom for at hente sin Vogn, var Ellene allerede solgte og bortkjørte, Vognen var væltet og laa noget beskadiget. Da Vognen var Gaardeierens Eiendom og stod paa den ham Gaard tilhøirende Jordlod, saa veed han ikke om det kan kaldes lovmedholdigt, forsvarligt eller honnet, og skal en Fæster staa til Ansvar for en lille Forseelse af sin Karl, saa synes det ogsaa billigt, at Godsbesidderen skal staa til Ansvar for hvad hans Forvalter giver sit Minde, at der foretages med Andres Eiendom, - Alt var dog endnu ikke forbi; da omskrevne Gaardmand nogle Dage efter mødte paa Godskontoiret for at betale Skat - samt den sidste Rest af ovenomtalte Beløb, spørger han ganske sindigt, om han ikke skulde have nogen Erstatning for den omskrevne uhonnette Behandling og Beskadigelse paa hans Vogn. Herved kommer Godsforvalterens Blod strax i Kog, han befaler, at Manden øieblikkelig skal pakke sig ud af Contoiret, aabner endog Døren og vil jage ham ud som en Hund; da Manden imidlertid bliver siddende ganske rolig og pakker Skattebøgerne sammen skal Forvalteren endog ytret, "Dersom Du nu ikke pakker Dig væk Slyngel! Skal jeg hente min Karl" (han saa sig altsaa ikke istand til selv at kaste Gaardmanden ud af Døren); men da Manden imidlertid var bleven færdig med at pakke sine Bøger sammen forlod han Contoiret. - Nu spørges: har Fæstebonden det ligesaa godt som Selveieren ? - Dog, Ære, Respect og Høiagtelse for mange Godsbesiddere og Alle, som vise en mild og hjælpsom Adfærd imod deres Undergivne og som viser i Gjerningen, hvad vi ofte læse: at den som har Magt over Andre, maa ikke bruge den til at undertrykke eller fornærme med. - Nu lade vi den offentlige Mening dømme om ovenanførte. Manden havde jo ikke med Forsæt foretaget Noget, som kunde synes Strafværdigt, men kun begaaet en lille Skrøbelighedsstraf. "Den, som veed sig fri, kaste den første Steen"
                                                                      En Selveier.

                          den 15de December 1862
 -  Ifølge Indenrigsministeriets Tilladelse af 19-6 1860 erhvervede Besidderen af Stamhuset Hindsgavl Ret til at fratage Hans Andersens, Ole Olsens Bendix Jørgensens og Rasmus Hansens Enkes Fæstegårde i Stavrby, 4 mindre Dele af disse Gaardes Tilliggende til Indtagelse til Fredskov. Efter at dette var skeet, formeente Fæsterne, at Godsbesidderen, naar han fratog noget af deres Gaards Tilliggende, paa hvilket der hvilede Ager og Eng Hartkorn, maatte han ogsaa overtage Udredelsen af den paa samme hvilende Tiende. Da der i saa Henseende intet Forlig kunde opnaaes, blev Tienden med Trusel om Udpantning inddreven hos Fæsterne, som derefter gjorde Spørgsmaalet afhængig af Retten og hver for sig Indstævnede Godsbesidderen, Hofjægermester Fønss, under en af disse Sager har Indstævnede til sit Forsvar fremført.....
 -  I Henhold dertil er Bessidderen af Stamhuset Hindsgavl, Hofjægermester Fønss ved Underrettens Dom af 24de f.M. tilpligtet at tilbagebetale de nævnte Fæstere det opkrævede Tiendebeløb med 4 pCt. Rente fra Dagtallet af Forligsklagen, den 1ste Juli d.A., indtil Betalingen skeer, samt derhos godtgjøre enhver af de vedkommende Sagens Omkostninger med 8 Rd. - Hofjægermester Fønss har indanket et af de sagsøgte Domme for Overretten.