Middelfart Avis
                   den 2den Februar 1863.
- Den fyenske Hovedbanes Retning er da nu forsaavidt afgjort af Regeringen, som det - dersom Lehmann eller en Ligesindet i Løbet af de paafølgende Par Maaneder er Indenrigsminister - maa anses for utvivlsomt at Strib-Fredericia bliver valgt til Sammenknytningspunktet mellem den fyenske og den jydske Jernbane. Vi have den mest levende Følelse af, at dette Overfartsted aldrig vil svare til de Forventninger, Regeringen og den Sagkyndige nære om det; i denne Mening, som det særlig i Løbet af det sidste Aarstid har været vor Opgave at forsvarer og hævde imod ydre, ja endog imod "indre" Modstandere, ere vi under Sagens Behandling paa Rigsdagen blevne yderligere bestyrket ved at virkelige Sagkyndige have fremhævet og fastholdt det samme. Til disse virkelige Sagkyndige henregne vi fornemmelig Folkethingsmand, Justitsraad Klee og Landsthings-mand, Kammerherre Rosenørn-Teilmann, hvilken sidste i sin Tid har været Borgmester i Fredericia og altsaa kjender Forholdene. De have Begge forfægtet en paa Erfaring støttet Overbevisning om, at Overfarten mellem Strib-Fredericia er slet og til sine Tider umulig. At Justitsraad Klee kunde vise den politiske Ynkelighed at fravige sin paa "moden Overveielse" støttede Mening for at følge Mini-steren, de saakaldte Sagkyndige og de med Kyndighedens Maske optrædende Englændere, var saa uventet, at det ikke maa undre Nogen, at Sagen fik det Udfald, den fik. Imidlertid have vi i de sidste Dage været Vidne til, at Kredsens Folke-thingsmand, Gaardfæster N.Andersen, der ved Sagens sidste Behandling i Folkethinget undlod at stemme for sit tidligere med saa stor Dygtighed hævdede Mening, blive meget haardt bedømt. Fra et politisk Standpunkt kunne vi ikke forsvare ham; det var Svaghed af ham, det var til en vis Grad Troløshed imod dem, som havde støttet ham i Kampen for det Rette, at han i Afgjørelsens Øieblik lod dem seile deres egen Sø. Men hvad vi dermed kunne og hvad vi føle er ligefrem vor Pligt, det er at forsvare ham paa det Standpunkt hvorpaa han stillede sig ved Sagens Afgjørelse; som Varetager af sin Kredses Interesser. Ingen vil kunne nægte; at Vends Herreds og Middelfarts locale Interesser ere fuldstændige fyldestgjorte ved at den fyenske Hovedbane føres ind til Middelfarts umiddelbare Nærhed og med Trækbane til dens Havn; for Byens Vedkommende er derved opnaaet, at faaer Banen nærmere til sig end f.Ex. Kjøbenhavn, Ringsted, Sorø, Slagelse o.fl. af hvilke ovenikjøbet ingen have Trækbane til Havnen eller til selve Byen.
    Spørges der om N.Andersen's Bevæggrunde til saaledes at falde fra, da tro vi at turde svare for ham: det var den Overbevisning, at der ad Aare, naar Striibbaneforslaget (uden Bøining af til Middelfart) kom frem igjen, vilde være Fare for at tabe Alt Herfor, meente han idet han begrundede sin Afstemning, turde han ikke udsætte sin Valgkreds, - han vilde tage det Sikre for det Usikkre.
    Uagtet Justitsraad Klee er en af de Sagkyndige, som vi have paakaldt til Støtte for vor Mening om Overfarten over Lillebelt, saa maa vi dog bede vor ærede Læsere ikke at oversee, at han ved Siden af at have en paa Overbeviisning og "moden Overveielse" grundet mening, tillige have en i høieste Grad fremtrædende Frygt, ikke for at han hævdede noget Urigtigt, men - for at gjøre Ministeren imod! Som Udvalgets Ordfører fremhæ-vede han allerede ved Sagens 2den Behandling i Folkethinget, at han med stor Ulyst, han traadte op mod Ministeren, og det er naturligt at en af en saadan Frygt farvet Optræden kun kunde være skadelig for den Sag, han forsvarede. Det var ogsaa denne Optræden - det tro vi maa være klart for Enhver - i Forbindelse med den Styrke og Tillid til egen Ufeilbarlighed, hvormed Indenrigsministeren hævdede sin Mening, der afgjorde Sagens Udfald. Lad os engang tænke os Justitsraad Klee og Ministeren bytte Roller og altsaa Folkethingsmand Lehmann forsvarede Bibeholdelsen af Overfarts-stedet Middelfart eller Kongebroen - Snoghøi, - vi tro, at turde spaa, at Udfaldet vilde have blevet det Modsatte. Som Forholdene nu var, kunde man næsten forudsee Følgerne. Vedtagelsen af Klees Forslag om at bibeholde Overfartsstedet Konge-broen-Snoghøi (thi om selve Middelfart var der saagodtsom slet ikke Tale), vilde efter Regeringen bestemte Udtalelser have tilfølge, at Banebyg-ningen udsattes endnu et Aar og at Regeringen til næste Aar paa ny fremkom med sit Forslag om at føre Banen over Causlunde til Strib. Da dette Forslag ved Sagens 2den Behandling i Folke-thinget havde Fleertallet for sig, er der stor Sandsynlighed for, at det vilde fremkomme paany og at det vilde lykkes at sætte det igjennem, og der vilde da neppe havde været Tale om at tage Hensyn til Kjøbstaden Middelfart, thi det herom opstillede Forslag fik jo kun 19 Stemmer for sig. Vel havde Landsthinget senere sat dette Hensyn ind i Loven, men det i Landsthinget vedtagne gik vel at mærke ved Siden af ud paa, at Banen kunde føres til Striib. Alle de vægtige Grunde om Overfarten være altsaa factisk tilsidesatte, Striib var slaaet fast og der vilde følgelig ad Aare neppe havde kunnet blive Tale om nogen Mægling, som den, Banens Bøining ind til Middelfart og Hestebanen til dens Havn, nu var. Rigsdagens "Venstre" vilde neppe ad aare - ligesaalidt som iaar - have stemt for en saadan Forlængelse og Fordyrelse af Banen for Middelfart og dens Omegns Skyld. Man bør altsaa ikke ubetinget forarges over, at den Mand, som ved Sagens endelige Afgjørelse fornemmelig troede at burde varetage sin Valgkredses Interesser, kom til at staa som Herkules paa Skilleveien: ved et nyt Forslag til næste Aars Rigsdag var han udsat for at tabe Alt - iaar kunde han opnaa hvad hans Valgkredses reent locale Hensyn kunde være tjent med. N.Andersen valgte det Sidste; han valgte det, derom føle vi os overbeviist, med Ulyst, men at han gjorde det med de bedste Hensigter for sin Valgkreds, derom tør vi, efter vort Kjendskab til ham, ikke tvivle. Han valgte det, uagtet han blev gjort opmærksom paa det Troløse og paa, at han vilde tabe den Rimbus, hvormed hans dygtige Optræden havde omgivet ham, og uagtet han maatte forudsee af høste fortjent Misbilligelse hos alle dem som havde fulgt ham. det er ikke heller udeblevet: han haanes og spottes paa en kaad og søgt drengeagtige Maade, og selv det intelligente "Dagblad" er ungdommeligt nok til at give denne Haan en ufortjent Udbredelse, ved vidtløftig at omtale dette Uvæsen, uagtet det selv betegner den Slags Drengestreger som hørende hjemme "i de mindre Klasser af Skolerne". I politisk Henseende forsvarer vi ikke N.Andersen; han fortjener alvorlig Misbilligelse, - det er Maaden, hvorpaa denne tilkjendegives, der, efter vor Mening, er ligesaa simpel som latterlig og uhæderlig mellem Mænd.
    Med Hensyn til den efter den nu vedtagne Lov sandsynlige Retning af den fyenske Jernbane, skulde vi endnu kun tilføie et Par Ord. Det seer unægtelig besynderligt ud, at Banen føres ned til det smalleste, sikreste og bedste Overfartssted over Lille Belt og derfra hen til det vitterligt slette. Men det har dog sine Fordele; thi det vil utvivlsomt mangen Gang hændes (hvad der ogsaa er fremført paa Rigsdagen), at Overfarten ved Striib vil være standset, og man har i saa Tilfælde den Lettelse for Forbindelsen, at man kan benytte det Bedste. Bliver man endelig engang tvungen til at forlade Striib. - hvad der sikkert nok tidlig eller seent vil skee, ialtfald naar der bliver Tale om at bygge en Bro over Lille Belt, - saa vil Forandringen være betydelig lettere at iværksætte, end dersom Banen var ført directe over "vildendeMark" gjennem Striibs Banker.