"En tur til Strib i begyndelsen af juni (1849)"
 

 Her uddrag af et rejsebrev gengivet i et ugeblad
                                      i forbindelse med Fyns Stifts Adresse-Avis

     Klokken var 4 (må være om morgenen) da vi forlode Odense. Veiret var udemærket smukt, Solen skinnede ... Det Første der lod os glemme de venlige Omgivelser var den paa venstre Side af Veien opreiste Telegraph. En Telegraph, som denne, hvortil Tanken om Krigens Alvor knytter sig, forekom mig som en fremmed uhyggelig Figur i det hjemlige fredelige Landskab ... - Vi naaede Vissenbjerg, 2 Miil fra Odense, her stod den næste Telegraph ... - Gribsvad. - Her fortæller for en "udvalgt Kreds", en Karl, (en "Tollerist") fra "das Land der schwartzen Tøphe", der ankommer fra Strib, at Tydskerne skyde ret dygtigen idag. - Utaalmodigheden tiltager med Forventningen. Du vil blive Vidne til noget Overordentligt. - Atter bevæge vi os fremad, Veien er lang, trods de skjønne Allee af blomstrende Røn, de nye prægtige Milepæle ... gjøre vi Holdt  udenfor et Materialhuus; (må være det såkaldte "Kanonskur" i Kauslunde) denne, omendskjøndt kun interemistiske Bygning, er smukt og hensigtsmæssigen indrettet. Her sees betydelige Forraad af Artillelrigods, Kugler og Bomber, Alt af bedste Qvalitet. Det er en sand Fornøielse her som andetsteds, at bemærke den strenge Orden og det smukke Arrangement, der gjør sig gjældende paa Oplagsstederne for Armeens Materiale. - Vi bøie nu til Høire og befinder os paa den lige Vei til Strib. Her er Egnen befolket af Militair, Øiet møder bestandigen røde Trøier og blaae Frakker, langt borte lee de Een imøde. Vognen standser - Kanonaden er begyndt: et dumpt Knald gjenlyder, et andet følger, og saaledes tiltage disse kjendtligen. Vi have naaet Maalet, saa nær dette under disse Omstændigheder lader sig gjøre. Fra en brat opstigende Klint umiddelbar ved Beltet imellem Striib og Middelfart oversaae jeg nu det interessante Rundmaleri. Til Høire i Middagsolens fulde Lys laae Fredericia med sine røde Tage. Længere til Venstre saaes Dele af Udenværkerne og ligeud for vort Standpunkt de fjendtlige Forskandsninger.  Disse ere opkastede af gult Sand og beliggende i den saakaldte "Sandal." De nærmeste vare derfor, da Solen faldt lodret paa dem, ikke saa let at skjælne fra naturlige Sandgrave eller Sanddynger, hvorimod de fjernere saaes tydeligen begrændsede mod Skoven. Heelt tilvenstre laae Snoghøi Færgegaard; denne saae net ud med sine hvide Bygninger. Lille Belt udgjorde Mellemgrunden af Maleriet. Vandets dybe Blaa fremhævedes ubeskriveligt smukt Kanonbaadene, der med deres "Gutter blaae" i Skjorteærmer og vort Dannebrog (saavel i Farvespil som i Komposition ustridigt det skjønneste Flag paa Søen) sagteligen glede over Bølgerne. Ved Fredericia laae "Christian den 8de" og dampede. Forgrunden dannedes af Batteriet paa Strib, hvis talrige og kæmpemæssige Skyts tog sig imponerende ud. De om os liggende Høider vare opfyldte med Tilskuere af begge Kjøn. Paa den bag os liggende Vei til Færgestedet saaes de maleriske Munitionsvogne at kjøre med deres tunge Indhold i lange Rækker. Uophørligt fulgte Skud paa Skud fra Fjendens 7 Batterier, og uophørligt besvaredes disse fra Fæstningen, Strib og 4 Kanonbaade. Uhyre Røgmasser væltede sig hen over Egnen og fornyedes bestandigen ved de Masser, der udslyngedes af saameget svært Skyts. Mærkeligt var Synet af Bomberne, naar de sprang i Luften. Først saaes de som Totter af det allerhvideste Bomuld, der i nogen Tid forbleve uforandrede i Luften, indtil endelig et Knald naaede vore Øren. Saaledes iagttoges mangfoldige over Fæstningen, fra hvis Volde vældige Røgstøtter stode lige i Veiret, ledsagede af svære Klangløse Drøn. Iligemaade afgave de under os liggende Kanonbaade et interessant Skue. Som Havuhyrer med lange, i Solen glimrende Finner, nærmede de sig tause de fjentlige Batterier, derpaa bleve de et Øieblik liggende ubevægelige, som lurende paa deres Bytte, udspydede da pludselig deres dræbende Ild, og fjernede sig atter ligesaa tause og tilsyneladende uskyldige medens Bomber og Granater faldt faa Alen fra dem. Frygteligst rasede Striibs Kanoner. Naar dets 84-pundige Bomber faldt og sprang i de fjendtlige Skandser, piskedes det røde Sand høit i Veiret. Ogsaa paa vor Side var dette Tilfældet, ofte forsvandt Kanoner og Mandskab i en Støvskud, dog gjennembrødes den i samme Nu af nye Glimt, der vidnede: at end var der Liv. Ved en velrettet Bombe antændtes et Sted et Straatag i Sanddalen, hvor Fjenden havde Tilhold, og de røde Luer konstrasterede stærkt mod Sollyset. Saavel under Branden, som under hele Affairen, iagttoges ikke en levende Sjæl paa jydsk Side. Kanonaden var heftigst Kl. 12. De enkelte Skud dannede en vedvarende dyb mægtig Torden. De Drøn, der udgik fra Kanonbaadene, vare, besynderligt nok, i den Grad klangfulde, at de skuffende lignede stærke Slag paa en tyrkisk Tromme. Ofte jog de, fra de fjendtlige Batterier mod Kanonbaadene, udskudte Kugler en saadan Masse Vand op i Veiret, at det dannede en prægtig, flere Favne høi Fontaine, hvis i alle Prismaets Farver funklende Draaber faldt som mild Regn over Baadens Mandskab. Kl. henimod 2 aftog Kanonaden kjendeligen. Vi toge gjennem Middelfart til de betydelige Batterier langs Kysten henimod Hindsgavl   -
    .

    se også       ►