I Middelfart Avis  år 1899
blev Kaptajn Claudius Madsens dagbogsnotater,
50 år efter  hans deltagelse i Treårskrigen,
 1848 - 50, offentliggjorte
-
endvidere artikel af Evald Andersen desangående m.v.

8. maj 1848

 .... "Fra »Hekla« kom en lille Kadet i en Jolle paa Siden af os og spurgte, hvor mange Døde og Saarede vi havde, og om vi manglede Ammunition. Vi var nu temmelig forkuede efter et Par Timers Kamp, og da Bille fik Besked derom, gav han vor Baad Ordre til at trække sig ud af Ilden og gaa over under Fyen. Han skulde nok dække vor Retræte, sagde han. Vi roede da bort efter Ordre og fulgtes efterhaanden af de andre Baade. Sidst gik »Hekla« bort. Vore Saarede satte vi i Land paa Strib og seilede derefter til Middelfart Havn. Strax efter vor Bortgang begyndte Prøisserne at beskyde Strib Færgegaard, som snart stod i lys Lue. Paa Strib var der bygget Skandser, men de manglede nok Kanoner til dem. Og næppe havde vi i Middelfart landsat vore Døde, før Tyskerne kørte Kanoner op lige overfor Byen og beskød den med Brandgranater, der antændte et Par Gaarde. Den fiendtlige Ild besvaredes med et Par Skud fra »Hekla«, som derefter gik ad Kolding Fiord til. Vi paa Kanonbaadene var imidlertid gaaet op i Byen for at se paa Ildebranden og skulde netop til at hiælpe Soldaterne med at rive et Hus ned, da vi blev kaldte ombord. Kanonbaadene gik ud af Havnen og gjordes klar til at besvare Ilden, da der pludselig hørtes Kanonskud fra Kongebroskoven, hvor et Par Feltkanoner var bragt op. Efter et Par Skud trak Fjenden sig tilbage."
 

Søndag den 13de Maj. 1849
.......
I Fredericia laa disse syv Batailloner rundtom paa Byens aabne Pladser, dog især paa den indre Side af Voldskrænten, hvor de grov sig Huler til Hvilepladser, de fleste med Bøssen i Favnen og altid rede til at tage imod den ventede Storm.
     Overførslen skete i den første Tid til og fra Strib, men da Fjenden rykkede nærmere og af og til ramte de store Færger med Soldater, maatte Overførselen foregaa fra og til Baaringvig, hvor en stor Bro blev bygget.
    Batteriet paa Stribs Odde var i de Dage forsynet med otte lange 84-pundige og fire 36-pundige Kanoner; endskønt de var fjærnet 3,200 Alen fra Oprørernes nærmeste Batterier nordfor Sandals-huset, gjorde de dog udmærket Virkning.
    I Møllebugten og udfor Trelde Skov laa desuden nogle Kanonbaade.


den 21de Maj. 1849

    For at oplive Soldaterne fik Brigademusikken Ordre til daglig at spille nogle Eftermiddagstimer paa en fri Plads i Fredericia, men denne Opmuntring gik hurtig fløjten, thi Bomber og Granater, som endnu af og til susede ind over Byen, ødelagde Musikkens Takt, og da en Bombe faldt ned midt i Musikkorpset og dræbte en gammel Spillemand, fik Brigademusikken Lov til at tage til Fyn.

Torsdag den 24de Maj 1849 om Eftermiddagen blev der fra Oldenborgs Bastion, fra Stribs   Batteri og fra Kanonbaaden rettet en hæftig Ild mod Volden omkring det nedbrændte Blokhus ved Strandvejen. Den største Del af Volden blev nedskudt.

Mandag den 4de Juni 1849 kastede Oprørene mange Bomber og Granater mod Kastellet i     Frederits og Broerne ved Strib, som dog sjældent ramtes.

den 17de Juni 1849
    Nordfor Fæstningen tog Oprørerne nu ogsaa fat med at bygge Batterier, hvis Kanoner saaes rettede mod Kastelspynten og Strib, hvorfra Sejladsen efterhaanden var bleven næsten umuliggjort, idet vore Færger og Baade kunde ses i de lyse Nætter. ...

Mandag den 18de Juni 1849 saas det fra Fredericias Volde, at Oprørerne havde bygget Barakker baade nord og syd for Voldene, nemlig ved Trelde - og Fuglsangskove. Det lod altsaa til, at man indrettede sig det hjemligt. Vejret var ofte koldt og regnfuldt, saa at der var ret uhyggeligt i Fæstningen, hvor de fleste Tobaks- og Kornmarker dannede et fælt Ælte.
    Oprørerne lod af og til Bomber springe mod Strib og Kanonbaadene, Overførselen fra Fyn til Fredericia skete nu ogsaa fra Baaringvig, men for intet af de ti Steder var der Udsigt til at faa tegnet Livsforsikring. ...

Tirsdag den 19de Juni 1849 talte jeg paa Fredericias elleve Bastioner: 103 større og mindre Kanoner med tilhørende, omtr. 40,000 Bomber, Granater, Kugler og Kardæscher. Det fortaltes, at der var 100,000 Pd. Krudt, saa der var jo stort Forraad til et længere Forsvar. Der var ogsaa sørget godt for anden Menneskeføde, idet der i Fæstningens Magasin fandtes 20fede Stude, 56,000 Pd. haardt Brød, 50,000 Pd. saltet og røget Kød, 10,000 Pd. Gryn, 1000 Pd. Ærter, 4000 Pd. Salt og ca.  17,000 Potter Brændevin. Der var desuden mange Hundrede Tønder Havre og 50,000 Pd. Hø og Halm. .....

Onsdag den 20de Juni 1849 gjorde jeg igen en lille Vandring gennem den ødelagte Del af Fredericia. Enkelte af de stakkels Indbyggere saas mellem Ruinerne, ligesom søgende efter et og andet. Der fandtes dog intet Bohave; hvad der af den Slags var "reddet", laa i Stabler paa forskjellige aabne Pladser og paa Kirkegaarden, men der blev det jo hjemsøgt baade af Soldater og det daarlige Vejr (med Regn), som var fremherskende i den sidste Halvdel af Juni.
       Oprørerne havde hver Dag en Raptus
- de sendte, især kort efter Solopgang, Bomber mod Strib og mod Kanonbaadene, men de fik livligt Svar fra Fæstningen.

Torsdag den 21de Juni 1849. ...Hvad Ingen Vidste var, at Krigsraadet i Vejlby Præstegaard var enedes om, at nu var Timen kommen til, at der kunde tænkes paa et Udfald fra Frederits. Ræders Brigade, der laa paa Als, gik paa denne Dag ombord fra Tagenæs og sejlede til Faaborg og Assens, hvorfra de fire Batallioner under Generalmajor de Meza marcherede til Egnen mellem Middelfart og Assens

... Fredag den 22de Juni 1849 var Skydningen fra Oprørerne ved Fredericia saa livlig mod Strib, at Overførselen af Afdelingerne var saare vanskelig, -

Lørdag den 23de Juni 1849 skrev jeg i min Dagbog i Fredericia: Vi har nu faaet en ny Hule, som vi har kaldt "Bombenborg"; den er ret vakker, men ikke bombefri, thi den er kun dækket af Halvdelen af en Port, der er "reddet" fra en af de nedskudte Bygninger, ikke langt fra Prinsensport. Den kan lige netop dække os mod en Del af den Ruskregn, som det staar ned i disse Dage. Vejret er ret trist, og da Uvirksomhed er mig haardt imod, saa har jeg slet ingen Opmuntring - hele vor Kompagnikasse med Materialet til mit Maanedsregnskab gik til Bunds, da vi forleden kom fra Fyn; den (Kassen) ligger midt i Lillebælt mellem Strib og Fredericia, en oprørsk Granat gik gennem Takkelagen paa den af Færgerne, der førte os over, Skuden slingrede og der blev lidt Hovedløshed hos adskillige, som slyngedes over i Læsiden, hvor saa Kassen væltede ud og sank. Min Kaptajn (Adolph v. Sperling) er utrøstelig og jeg ikke mindre, thi hvordan i Verden slipper vi over Maanedsregnskabet ?
Forresten tyder det nu paa, at der meget snart vil ske noget......

Mandag den 25de Juni 1849 fik vor Bataljon Kvarter i Staurby, Svendstrup og Skrillinge. I min Dagbog staar: "kommer jeg en Gang igen til Staurby, saa vil jeg søge til gamle Rasmus Nielsen", saa ærede Læsere kunne forstaa, at det har været et godt Kvarter !

    Det dundrer stadig over i Fredericia og med nogle Kammerater spadserede jeg i Dag over "Christiansdal" og "Billeshave" til Kysten, hvorfra vi kunde se Oprørernes ny Batterier, som var rettede mod Fredericia østlige Del, mod vore Kanonbaade, der laa under Land ved Kasmose, og mod Strib. ...

Onsdag d.4. Juli 1849 blev en Dag, som vil leve i dansk Krigshistorie, thi paa den Dag holdtes det afsluttende Krigsraad i Veilby Præstegaard ved Middelfart ....
    Krigsraadet omfattede følgende Medlemmer: Generalerne Bülow, Schleppegrell, Moltke, Rye, de Meza, Obersterne Ph. Ræder, Fibiger, Schlegel, Kommandør Garde af Søetaten og Stabchefen, Oberstløjtnant Flensborg. Krigsministeren (General C.F. Hansen) havde allerede sidst i Juni været i Vejlby Præstegaard og der var bleven drøftet forskellige Planer, saasom: 1) at samle Hæren paa Als og derfra overvælde den i Sundeved staaende Del af "Rigshæren" eller 2) samle Hæren paa Fyn og sprænge Oprørshæren udenfor Fredericia Krigsministeren fraraadede at gaa mod Dybbølbanke, hvorimod han var stemt for en Landgang paa Stenderup Hage eller Snoghøj og derfra falde Oprørerne i Ryggen eller ogsaa sende flere tropper til General Ryes Korps og gaa imod de ved Aarhus staaende Rigstropper. General Bülow foretrak at gaa imod Oprørshæren ved Fredericia og Krigsministeren gav ham fuld Raadighed m.H.t. Maaden, hvorpaa det skulde ske. ... 
   Man vidste nøjagtig Oprørshærens Styrke, nemlig: fjorten Batailloner Fodfolk, ti Eskadroner Dragoner, to 12-pundige, fire 6-pundige Feltbatterier og henved et halvt Hundrede Stk. Fæstnings-skyts. Man formoder, at den største Del af de 16.000 Mand stod mellem Jegum og Egeskov, altsaa nordvest for Fæstningen, tre Batailloner Fodfolk stod imellem Erritsø
- Snoghøi - Skærbæk.
    Ved Krigsraadet d. 4. Juli hos gamle Pastor Ascani i Vejlby Præstegaard forkastedes Planen om Landgang ved Snoghøi.

Torsdag den 5te Juli 1849 fik vi i Fredericia Syn for Sagen om, hvad der skal ske - sidste Nat er her overført Dragoner fra Fyn, og nu i Aften har jeg set Overgeneralen, saavelsom General Rye, Schleppegrell, Moltke og de Meza Kl. 3 Eftermiddag skrev jeg endvidere i min Dagbog: "Vi skulle ud"! Kl. 6 i Aften skulle vi forlade vore Huler og opstilles paa Gaden som en Brigade - Gud med os! ...

Fredag den 6te Juli 1849 indlededes for os i Fredericia allerede Torsdag Aften Kl. 7 - 8 paa den Tid stod de forskellige Brigader opstillede i Gaderne, hvori der var lagt Halm, for at Fodslagene ikke skulle høres (Feltartilleriet havde sine Hjul omvundne med Halm) ... "I Nat jage vi Oprørerne bort ! Hold Eder brav - I maa ikke skyde før i se det hvide i Øjnene paa vore Fjender ! " ... Alt gik saa hurtigt, at der ikke var Tid for Enkeltmand til at fatte andet end: Fremad ! Naturligvis var der hyppige Standsninger, men da Solen ved 3-Tiden viste sit Dagskær i Nordøst, var Sejren øjensynlig vor ! ... I Sejrsglæde blev dog mangt et Øje vaadt over de mange faldne Kammerater, især var det for os alle et bittert Budskab: General Rye er falden ! Man vilde dog nødig tro det, men da vi hen paa Eftermiddagen kom tilbage til Fæstningen, fik vi den sørgelige Vished. (Næste Dag var jeg med til at bære Generalens Lig fra det Hus i den nordlige Del af Byen, hvor han var bleven indlagt, til den nærliggende Kirke.) ...
      Kong Frederik den 7de takkede Hæren i følgende hjærtelige Ord: " ... I har vundet en Sejr, der vil mindes i Danmarks Historie. -  Soldater ! Jeg bringer Eder min og Fædrelandets varme Tak. Min Tak til de faldne Helte og fremmest iblandt disse General Rye ..."

Søndag den 8. Juli 1849 var alle Soldater i Fredericia til stor Ligparade, den største Jordfæstelse i Nutiden fandt da Sted, idet mere end 500 faldne nedlagdes i den store Kæmpegrav, paa Trinitatis Kirkegaard, hvor Gravlægningen skete lagvis af de faldne Soldater i Uniform. Faldne Officerer og Menige kom i samme Grav; mellem hvert Lag strøedes et Lag Melkalk. Kl. 12 holdt Feltprovst Bojsen en gribende Tale i Kirken, hvor Ryes Kiste stod tilligemed flere af de faldne Officerers. Af Listen over dem kan nævnes et Par her fra Egnen: Hans Nielsen, Gamborg, og Hans Jørgensen, Røjlehus, begge af 3. Jægerkorps.
     Paa Kirkegaarden i Middelfart jordfæstedes mange af dem, der som saarede førtes til Fyen, især til Lasarethet paa "Billeshave." ... Det sidste Krigsaar var der ogsaa Lazareth paa "Hindsgavl"

den 7de September 1849
De Odense Dragoner vendte i Gaar tilbage til Fyn. Fra Kl. 12 - 1 ¼ blev de i fri Færger overførte fra Fredericia til Strib. Der var ca. 200 Heste, 4 Køretøjer samt 215 Officerer, Underofficerer og Menige.
     Kl. 1 ¾ fortsattes Marchen fra Strib til Kauslunde, hvor Dragonerne skulde overnatte.

   
     
 

 

 

 

 

 

 

 

Igennem årene, er der jævnlig fundet kanonkugler
affyret mod Strib i 1848 - den viste af
 sommerhusbeboer Poul Jensen , i 150 året for affyringen

 
 

Efterfølgende en artikel  af Evald Andersen kopieret fra "Bavnen" nr. 2 - 2006

 
 

                                           Middelfart Avis
                                                                        den 22de December 1894.
       Der var som igaar omtalt, et stort Følge, der i Onsdags (den 19de ds.) fulgte og bare den gamle Hædersmand, Dbmd. Lorents Jørgensen af Røile til sit sidste Hvilested paa Veilby Kirkegaard.I Følget saaes flere Dannebrogsmænd, og Vaabenbrødrene med Fane gik forud.
      Alle, som kjendte ham, ville længe mindes den gamle, milde og stille Mand, han havde et venligt Ord til Enhver, han kom sammen med.
      Han deltog i Krigen 1848-50; i mange Aar var han Færgefører mellem Middelfart og Snoghøi; han boede dengang ved Snoghøi, hvorfra han saa senere flyttede til Middelfart, hvor han boede nogle Aar.
        I de sidste 5-6 Aar har han havt Ophold hos sin Søn, Smed Hans Jørg. Lorentsen i Røile, hvor han nød en kjærlig Pleie paa sine gamle Dage.
        I Krigsaaret 1864 var han Færgefører og seilede meget mellem Middelfart_Snoghøi _ Frederits-Strib.
       Dengang skete det en Dag, at alle Færgefolkene (efter 3-4 Dages uafladelig Seilads) vare blevne saa udmattede og søvnige, at de ikke kunde mere. Kommandanten i Frederits (det var under Rømningen og Bombardementet, da Indbyggerne med Koner og Børn søgte at komme bort ) bad Færgefolkene om at seile endnu en eneste Gang, men de svarede alle Nei med Undtagelse af Lorents Jørgensen, der svarede, at han nok kunde gjøre e'n Tur til, og han førte saa Færgen over endnu engang.
         For denne Iver og Daad fik han saa Dannebrogmændenes Hæderstegn. Hans Minde vil leve! (Meddelt)