Middelfart Avis
              den 12te November 1862.
 -  Nedenstaaende Adresse til Rigsdagen, der er forsynet med saagodtsom alle Byens Indvaaneres Underskrifter, er i disse Dage afsendt:
                    Til Rigsdagen!

   Naar vi undertegnede Middelfart Kjøbstads Indvaanere herved tillade os at anholde den høie Rigsdag om, at den vil fastholde den i 1860 vedtagne og af Hs. Majestæt Kongen betræffende Jernbanelov af 10de Marts 1861, saa at Bestemmelsen i Loven om den fyenske Banes vestlige Endepunkt her ved Kjøbstaden ikke forandres, maa vi søge Undskyldning for den Frihed, vi saaledes tage os, i den Bekymring vi føle for vor Byes Velvære og Existens og i en berettiget Tillid til, at vi i Rigsdagen ikke forgæves paakalde den Støtte, som Sagens Vigtighed kræver.
   Det er os bekjendt at, Hs. Excellence Indenrigsministeren ligefra forrige Sommer - da han endnu var Amtmand i Veile Amt - har med uafbrudt Iver og den ham eiendommelige Energi arbeidet hen til at faa den ovennævnte Lov forandret saaledes, at Gjestgiverstedet Striib blev den fyenske Banes Endepunkt istedetfor Kjøbstaden Middelfart.
    Da den høitærede Minister vilkaarlig har hindret Paabegyndelses af Arbeidet paa den afstukne Linie nærmest Middelfart, medens han paa Statens Bekostning har ladet en ny Linie afstikke til Striib, tør vi antage, at Hans Excellence maa føle sig overbevist om, at kunne sætte sine Planer igennem. Vi kjender Intet til de Grunde, Indenrigsministeren saaledes paa forskjellig Maade - med større eller mindre vanskelighed - har seet sig istand til at skaffe tilleie i Faveur af det af ham med saa stor Iver grebne Project, og vi kunne derfor ikke imødegaa hvad der i saa Henseende maatte fremkomme, Ei heller tillader det Omfang, hvortil vi tro at burde indskrænke nærværende Adresse os gennemførende at udvikle Alt, hvad der af Vægt kan anføres mod Jernbanens forestaaende Forandring; men idet vi ærbødigst anbefale vort Anliggende til den høie Rigsdag, ville vi dog tillade os at berøre nogle af de Grunde, der for enhver Uhildet afgjørende vil vise, at den fyenske Jernbane bør udmunde ved Lille Belts smalleste Sted ved Middelfart.
    At Færgestedet Middelfart-Snoghøi er det korteste Overfartssted mellem Fyen og Jylland, beviser ethvert Kort over Lille Belt, og at det er det bekvemmeste samt det under forskjellige Eventualiteter sikreste, derfor ligge Beviset i den fra Arrilds Tid vedligeholdte Freqvents. Der kan unægtelig - under Paavirkning af Interesseanskuelser - i god Tro gives Attester paa Meget maaskee endog paa Striib-Fredericia-Liniens Fortrinelighed som Færgefarvand; men det kan ikke afbevises, at det af veifarende Mand frivillig valgte Overfartssted er Middelfart-Snoghøi, og naar tvende Veie føre til eet Maal og Alle vælge den ene Vei, maa denne utvivlsomt være den bedste.
    Middelfart-Snoghøi har saaledes, begunstiget af Naturforholdene, Stedse været og er det almindeligste Overfartssted mellem Fyen og Jylland, og det er klart, at denne Linies Tilknytning til en fyensk-jydsk Jernbane maa være af saa meget større Vigtighed, som den lette og hurtige Samfærdsel fremtræder som et overveiende Motiv ved denne Transportmaade. Ligesom Regeringen derfor ved Udkastet til Loven af 10de Marts f.A. opstillede Middelfart som det vestlige Endepunkt for Jernbanen her i Fyen, saaledes stillede den høie Rigsdag sig ogsaa ubetinget hertil og Loven emanerede uden at der, under Behandlingen, var fremført fjerneste Tanke om, at Striib kunde opstilles som et hensigtsmæssigere Overfartssted end Middelfart.     
   Den Ingenieurofficier (Major Jørgensen), som paa Statens Vegne har afstukket den fyenske Jernbanelinie, har derfor paa det Bestemteste fastholdt Middelfart som Endepunkt, ligesom ogsaa de engelske Ingenieurer, med deres Blik for det Practiske, i sin Tid, da der var Tale om Sir Morton Peto, vilde anlægge Banen gjennem Fyen, afstak Linien til Middelfart. Grundene for en Forandring i Loven - som den høitærede Indenrigsminister nu synes at finde saa overbevisende - laa altsaa den Gang saa dybt forborgne, at Ingen kunde opdage dem, og de bleve først fundne af den Sagen stærkt interesserede Part: Communalbestyrelsen i Fredericia.
    De var fra denne Corporation, at Ideen og Striib-Fredericia-Liniens Nødvendighed af Militarie Hensyn fremkom ifjor, og denne Idee, der fandt sit Udtryk i et Andragende, blev paa det Kraftigste understøttes af den daværende Amtmand i Veile Amt, den nuværende høitærede Indenrigsminister, som desuden fandt Jernbanelovens Forandring ønskelig for at gjøre Fredericia til den fyensk-jydske Banes saakaldte Knudepunkt, istedetfor det dertil i Contracten bestemte Taarup, samt for at befordre Fredericias Opblomstring.
    Hvad de militaire Hensyn angaar, da kan der selvfølgelig kun være Spørgsmaal om Nytten af den fyenske Jernbanes Forandring, formedelst disse, i det meget extraordinaire, forbigaaende Tilfælde, at en fjendtlig Armee har occuperet Egnen omkring Fredericia; thi indtil da staaer Adgangen til denne Fæstning pr. Jernbane jo aldeles aaben fra Fyen over Middelfart-Snoghøi-Taarup. En Jernbanelinie gjennem Fyen til Middelfart er desuden kortere end til Striib, og i extraordinaire Tilfælde eller under en Krig, vil Befolkningen fra Middelfart pr. Dampskib til Fredericia i Reglen være ligesaa anvendelig og bekvem, som fra selve Striib,   Om en Jernbanelinie til Striib under Fredericias Beleiring vil være til Nytte, mangler vi fornøden Indsigt til at bedømme; men det vide vi, at den danske Militairetat hidtil ikke har udtalt nogen Nødvendighed for denne Retning af Jernbanen gjennem Fyen, og det synes i det Hele taget at staa i Strid med de Erfaringer, man gjorde under Beleiringen af Fredericia i 1849, da de Militaire Udskibninger maatte forlægges fra Striib til et østligere Punkt paa Fyen. Saalænge aldeles klare Fornufthensyn tillægges Skyldighed, maa det i ethvert Fald være afgjort, at i vort lille Land kan en Krigstilstand henregnes til de forbiforbigaaende Tilfælde, og Anlægget af en Jernbane maa derfor fornemmelig have til Formaal at fremme merkantile Interesser og den hurtigste og bekvemmeste Samfærdsel, hvad der med Hensyn til den fyenske Bane turde være meget vigtigere, som der ved Banens Forlængelse til Striib kun vilde blive een forsvarlig Udskibningshavn (Nyborg) for hele den fyenske Bane; thi Odense Havn lader, som bekjendt, meget tilbage at ønske og ved Striib der er beliggende paa en Odde, stærkt udsat for Strøm og Isgang, vil neppe nogen Solid Havn kunne anlægges, ialfald ikke uden uhyre Bekostning.
   Hvad angaar Paastanden om at Fredericia bør være Jernbaneliniens Knudepunkt istedetfor Taarup, der maa vi tillade os den Bemærkning, at den hele Knude bestaaer i den ganske Simple Ting, at lade Personer og Gods afgaa hver med sit respektive Tog, hvortil visselig hverken nogen Kjøbstad eller Fæstning Behøves, og naar det endelig stærkt urgeres, at Jernbanen bør udmunde ved Striib for ved den derved fremkaldte Trafik at befordre Fredericias opkomst, da maa det vel erkjendes, at denne Kjøbstad ikke af sig selv kan opblomstre, efterdi den mangler alle i Natur-forholdene begrundede Betingelser derfor. Staten har visselig ofte gjennem Tidernes Løb gjort Alt for at fremkalde Fredericias Opblomstring, men om man nu atter bør forsøge sig i den Retning ved at tilsidesætte de vigtige Hensyn til Beltoverfarten og Hensynet til en anden, fremblomstrende Kjøbstads Existens, er vist meget tvivlsomt; saafremt Jernbanelinien forandres derhen, at den, uden at berører Middelfart, gaaer igjennem denne Byes naturlige Opland til Striib og paa den jydske Side ikke berører Snoghøi, vil den Aar for Aar tiltagende udskibning og Handel fra denne Kjøbstad utvivlsomt aftage og efterhaanden ganske ophøre, Vi ere ingenlunde saa sangvinske, at vi skulle vente store øieblikkelige Fordele for vor By at sættes i Forbindelse med Jernbanen; men under de givne Forhold vil en Udelukkelse fra Banen være ødelæggende for os, og ligesom vi fornemmede at have godtgjort, at en Forandring af Jernbanelinien kun kan skee ved at omgav den Vei- og Færgelinie, der utvivlsomt er den rigtige, saaledes tør vi fremdeles tillade os at nære Forvisning om, at den høie Rigsdag vil finde at yderligere Motiv til Fastholdelse af Loven af 10de Marts 1861, i Omsorgen for at opretholde en Kjøbstad, der hverken forlanger eller behøver at bygge sin Opkomst paa Andres Bekostning; men derimod Troer at have et berettiget Krav paa under Statens Beskyttelse uforstyrret at kunde benytte sine naturlige Hjælpekilde og derved forsat fremme sin i de senere Aar stærkt tiltagende Udvikling. Vel har Hs. Excellence den høitærede Indenrigsministeren, i sin Erklæring søgt saavel at beskrive vor Havns Utilstrækkelighed som at vise, hvilken ringe By Middelfart er med Hensyn til Skibsfart og Handel i Sammenligning med Fredericia; med næst at bemærke, at hvis et større Havneanlæg her maatte behøves, er Terrainet dertil fortrinligt og Byens Havne-kasse istand til at anvende en betydelig Sum paa Anlægget, saaledes maa det med Hensyn til Udtalelserne om Skibsfart og Handel ikke lades anført, at Middelfart Producthandel langt overgaaer Fredericias ligesom vi til sammenligning blot ville anføre, at de i Fredericia hjemmehørende Skibe ved Udgangen af sidste Aar udgjorde en Drægtighed af 340¼ Commercelæster, medens de i Middelfart beløb sig til 632½ Læster.
   Endskjøndt vi saaledes kun sammentrængt have kunnet fremhæve enkelte at de paagjældende Forhold, tillade vi os dog at formene, at det deraf vil fremgaa, at en Forandring i Loven af 10de Marts 1861, saaledes at den fyenske Banes vestlige Endepunkt bliver Striib, vil indeholde en Opgivelse af den Forbindelse mellem Fyen og Jylland, der gjennem Sekler er constateret at være den hensigtsmæssige, samt derhos ufejlbarlig vilde ødelægge denne heldige fremadstræbende Kjøbstad; Alt - saavidt vi kunne skjønne - uden noget andet Formaal end derved at fremhjælpe Fredericia, uagtet alle Erfaringer bevise, at den ikke kan blive til en Handelsstad.
    Da imidlertid den høitærede Indenrigsministeren bedømmer Forholdene modsat og med sit overlegne Talent og den ham eiendommelige Kraft benytter sin høie, indflydelsesrige Stilling til at søge Loven forandret, vil den høie Rigsdag finde det naturligt, at vi i denne for vor Byes Existens saa truende Stilling, søge Beskyttelse hos den, og idet vi trygt lægge vor Skæbne i Rigsdagens Haand anholde om, at den vil uforandret fastholde Loven af 10de Marts 1861.
    Vi tør med saameget større Grund gjøre os Haab om, at Loven vil blive fastholdt, som den høie Rigsdag sikkerlig vil mindes med hvilken Glæde den saavel her som over hele Landet blev modtaget. Det er derfor naturligt, at Hs. Excellence Indenrigsministerens Plan med at søge Loven forandret nu igjennem et helt Aar har udbredt en saa almindelig Ængstelse, at derved ikke ubetydelige Tab ere omstaaende ved de Transaktioner, som ere skete i den berettigede Tillid til, at Loven havde Lovs Varighed. Ængstelsen for Lovens Forandring har dog ikke aldeles kunnet rokke vor Tillid, fordi vi mene at Værnet imod vilkaarlige, uventede og ikke tilstrækkeligt i Folkets Tarv begrundede Lovforandringer, netop bør ligge i vor frie Forfatning.
    Middelfart den 8de November 1862